14.4.2018: Lokale fødevarer fra Haraldskær

6.9.2019
Forfatter: Mads Fjeldsø Christensen
Foto: Mads Fjeldsø

Hent din forudbestilte "madkasse" på Haraldskær

Vil man støtte lokale kvalitetsfødevarer og bedre priser til producenterne, så kan vejlenserne nu hver tirsdag mellem klokken 18.30 og 20.00 hente forudbestilt madkasse på Haraldskær. De optimale rammer og logistikken omkring Avlsgården gør stedet velegnet til madsamling. Ordningen kører fortsat ligeledes fra Spinderihallerne. Tirsdag 30. januar er første gang, der bliver udleveret mad fra Haraldskær. Salget starter den 23 januar fra www.madsamling.dk.

”Madsamling”, der oprindeligt er en fransk idé, har i dag bredt sig til det meste af Europa. Formålet med konceptet er at bringe fødevareproducent og kunde tættere på hinanden, for på den måde bl.a. at sikre en højere andel af købsprisen direkte til producenten. Økologi er ikke et krav! Men fødevarerne skal dog være dyrket med omtanke, ligesom dyrevelfærd er i fokus. Kunden får til gengæld adgang til årstidens helt friske råvarer af høj kvalitet uden fordyrende mellemled med garanti for, at varen ikke har været flere uger undervejs fra den anden side af jordkloden. Foreløbigt er 15 producenter tilknyttet Madsamlingen på Haraldskær Avlsgård med i alt ca. 200 forskellige produkter i udvalg.

Fie Boesgaard, der er lokal initiativtager og ildsjælen bag ordningen, har store ambitioner for madsamlingen i Vejle Kommune:

”Ambitionen er, at vi kan tilbyde et bredt basissortiment. Et stort udvalg gør det mere attraktivt for forbrugerne at handle alt fra økologisk frugt og grønt, korn, brød og mejeriprodukter til ost og kød, fordi man så kan samle det hele i en afhentning. Så langt er vi ikke helt endnu, men hvis flere støtter konceptet, kan vi hurtigt få succes. Jo flere kunder desto flere produkter - så det er bare at melde sig til”, opfordrer Fie Boesgaard. Hun roser de første producenter i ordningen, der har lagt rigtigt mange udviklingstimer ind i opstartsfasen.

Det nye initiativ fra Madsamling ligger i god tråd med de ambitioner Vejle Kommune i øvrigt har for Haraldskær Avlsgård. Håbet er nemlig, at få endnu flere aktiviteter og flere borgerrettede projekter til at udspringe fra stedet, der har et kæmpe potentiale. I tæt samarbejde med Bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord, er der de seneste år arbejdet målrettet på at initierer nye projekter, der understøtter den vedtagne strategi for Vejle Ådal & Fjord, herunder Haraldskær Avlsgård. Strategien skal medvirke til at skabe mere bæredygtig vækst i området, bedre oplevelses-økonomi og bedre rammer for natur og friluftsliv.

Karl Erik Lund, der er ny formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune udtaler:

”Madsamling er et rigtigt godt initiativ og et konkret resultat af bestyrelsens arbejde, som vi hilser velkommen. På mange måder understøtter ideen de visioner vi har for Vejle Ådal & Fjord”. Vejle Ådal har så meget at byde på, ikke bare natur og kulturhistorie, men i allerhøjeste grad også fødevareproduktion af god kvalitet. Jeg tror rigtigt mange mennesker gerne vil støtte vores lokale producenter, og dermed også gøre noget godt for vores miljø ”, forklarer formanden.

FaktaBoks: Du bestiller varer på: www.madsamling.dk. Varerne afhentes tirsdag 18:30 – 20.00: Haraldskær Avlsgård, Skibetvej 140, 7100 Vejle