Tour de France til Vejle i 2021
Grib chancen og oplev verdens mest prestigefyldte cykelløb på nærmeste hold, når "Tour de France" kommer til Danmark - og Vejle - i 2021.
Nu er det sikkert og vist: Flere års benarbejde har båret frugt og sikret den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund. Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark i 2021. Vejle bliver startby for tourens 3. etape, som har mål i Sønderborg.
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, har i arbejdet omkring Danmarks tour-ansøgning været ambassadør for Vejles bidrag, og han ser flere muligheder for, at Vejle kan bidrage med noget unikt til løbet:
- Vejle byder på noget af Danmarks smukkeste natur med fjorden, bakkerne, ådalene og bøgeskovene, der når helt ind til byen. Og så har vi en helt unik historie. Her blev Danmark født.
Fjordenhus og Jelling er i spil
Den endelige rute for løbet er endnu ikke fastlagt. Alligevel er flere steder allerede nævnt som mulige emner, der kan komme i spil.
Vejles spektakulære havnefront med Fjordenhus, tegnet ad den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson, er et af de steder A.S.O. ser nærmere på. Ønsket er, at havneområdet ved Fjordenhus kan anvendes som Tour-landsby, hvor startområdet bl.a. vil være.
Derudover er det foreløbig planen, at ruten bl.a. passerer monumentområdet i Jelling, som er på UNESCO`s liste over verdenskulturarv. Jellingstenene med Danmarks dåbsattest er et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien, og vil bidrage til den samlede fortælling om Danmark, når flere milliarder mennesker fra 190 lande ser med den 4. juli 2021.
Foto: Rob Windgate
Læs mere om tour-start i Danmark på www.em.dk/tdf
Følg med på Facebook på TourstartDK www.facebook.com/tourstartdk