Vingsted jernalder
Tag med på en tidsrejse tilbage til jernalderen. Vingsted jernalder er et af Danmarks største rekonstruerede jernaldermiljøer, hvor huse, marker, smedje, offersted og husdyr udgør en hel jernalderbosættelse.
Danmarks hyggeligste og mest originale jernaldermarked
I weekenden 8-9. juni 2024 slår Vingsted jernalder landsbyens porte op til to dage, fyldt med liv og aktiviteter for både børn og voksne.
Jernalderlandsbyen bliver fyldt med handelsfolk fra nær og fjern.
Formidlingen er i højsæde og håndværket originalt. Aktører og frivillige fylder jernalderlandsbyen op, og er klar til at formidle og vise deres håndværk, når Vingsted jernalder endnu en gang slår dørene op til det traditionsrige Jernaldermarked.
Besøg jernalderen
Livet omkring år 0 og de efterfølgende århundreder var et liv i pagt med naturen. Man var underlagt årstidernes skiften og gudernes humør. Dagen igennem arbejdede man for at overleve.
Dyrene og markerne skulle passes, og i naturen omkring skulle der samles bær og urter. Smeden, pottemageren, væveren og de andre håndværkere lavede og reparerede tøj og redskaber. Det meste til brug i landsbyen, men også til at bytte eller sælge, når en handelsmand fra fjerne egne kom forbi.
Vingsted jernalder består af en række huse og andre anlæg fra forskellige jernalderlandsbyer i Jylland og ligger smukt mellem græsmarker, opdyrkede agre, sø og skov.
Jernalderlandsbyen er altid åben for vandreture og oplevelser på egen hånd.
Husene i jernalderlandsbyen er kun åbne, når der er arrangementer og andre aktiviteter.