Hvidbjerg Klit
Oplev det geologisk enestående fænomen Hvidbjerg Klit
Da Hvidbjerg Klit blev skabt, var store dele af Danmark dækket af et varmt og dybt hav. Landet var klædt i både genkendelig bevoksning som bøg, eg og birketræer, men der var også store eksotiske mangroveskove, sumpcypresser, stedsegrønne sequoia og palmer – et miljø hvor også krokodiller levede. Vi skal 22 millioner år tilbage. Det var et andet land den gang. Kystlinjerne lå helt anderledes, og klimaet var meget varmere, med en årlig gennemsnitstemperatur på 19 grader. Hvidbjerg Klit, som i geologisk forstand er en klint, blev dannet som del af en række odder med bagvedliggende laguner, sydøst for et stort delta, der lå hvor Billund ligger i dag. Også den gang lå Danmark i et vestenvindsbælte. Derfor var der sedimenttransport mod sydøst. Odderne har stille og roligt bygget ud mod sydøst. Det er en af disse odder, som adskilte lagunen fra havet, der er blottet ved Hvidbjerg, og det gør Hvidbjerg Klit til et enestående fænomen geologisk set. Hvidbjerg Klit er 34 m høj og det er de nederste 22 meter der er skabt på denne måde, 22 millioner år tilbage, og som siden har ligget uforstyrret hen. Sandlaget er tydeligt inddelt i en række lag, næsten som årringene i et træ. Hvert lag vidner om en voldsom storm, hvor store sandaflejringer har fundet sted. De øverste 12 meter af klitten er aflejringer fra den sidste istid. Den smukke natur gør, at hele strækningen fra Mørkholt til Høll er velbesøgt i sommersæsonen. Her finder du en mangfoldighed af sommerhuse, campingpladser, gode parkeringsforhold og indkøbsmuligheder. Den store hvide finkornede sandklit opdeles i Store og Lille Klit. Fra toppen af Hvidbjerg Klit er der en fantastisk udsigt over det skovdækkede Trelde Næs og det yderste af Vejle Fjord. Hvidbjerg giver navn til det omgivende sommerhusområde og er en populær badestrand. |
Fakta
Ejer: Naturstyrelsen og Vejle Kommune
Parkering: På Hvidbjergvej med adgang til klitten Inden for 500 m.
Tilgængelighed: Udsigtspunktet er kun tilgængeligt til fods.
Særlige bindinger: Fredet område, Strandbeskyttelseslinje
Cykel: Den nationale cykelrute nr. 5, Østkystruten, går gennem området.
Bus: Bus nr. 204 kører omkring Hvidbjerg på ruten mellem Vejle og Fredericia
Hvidbjerghusvej
Længdegrad : 9.743498
Breddegrad : 55.640115